Som titlen antyder er farven en vigtig del af værket. - Ordene “siena” og “orange” kan læses både som navne på farvenuancer og som stednavne. Den “afstand” der er mellem de to har meget med min arbejdsmetode at gøre. Det er ikke en givens farves symbolværdi, dens udtryk som enkeltstående, men det er mødet mellem farvenuancerne der er i fokus. Den rumlighed der opstår i mødet mellem farvefelters forskellige grader af lys, mættethed, styrke, dæmpethed, varme, kulde.
Det inderste lag i værket er malet direkte på væggen. Her uden på, i yderste lag hænger - ret monokromt malede - lærreder og hud monteret som lærreder. I huden er nogle steder aftryk af hænder, fødder og lange hår stritter ud.
Hudens farver og lærredernes farver spiller op mod hinanden. Nogen steder nærmer nuancerne sig hinanden og andre steder på væggen støder de sammen i disharmonier.
Ind i mellem disse to lag befinder to videooptagelser sig. Den ene af en natsværmer som, fanget ind af lyset, foretager de samme hektiske bevægelser rundt i lysets sfære igen og igen. Den anden af en flamencodansers armes bevægelser (uden lyd) Armene former selv rytmen.
Hudens tilstedeværelse i værket er en allegori over kroppen. Jeg ser kroppen som fuldendt og ufuldendt. Vores kroppe er hullede, beskidte, slidte, fejlfarvede, i det hele taget ubrugelige set i den kontekst man kunne kalde ensrettet kropslighed. Alså man fjerner hår, ændrer farven på sin hud, bortopererer hvad der stritter frem som anderledes, retter bryster og andre kropsdele ind efter idealet. Til sidst er vi alle ens. I totalitære samfund afbildes det perfekte menneske som idol, helt uden omsvøb. I vores frie verden lader vi som om at dette er anderledes. At individets frie udfoldelse er i centrum. Men hvad nu når vores kroppe ikke kan afvige fra den stærkt dominerende normalitetsopfattelse? Så er vi vel fanget ind. At kæmpe imod svarer til at kæmpe imod tyngdekraften eller til natsværmerens flaksen, fanget ind i af lyset.
