Der er langt fra sienna til orange

Der er langt fra siena til orange
Som titlen antyder er farven en vigtig del af værket. – Ordene “siena” og “orange” kan læses både som navne på farvenuancer og som stednavne. Den “afstand” der er mellem de to har meget med min arbejdsmetode at gøre. Det er ikke en given farves symbolværdi, dens udtryk som enkeltstående, men det er mødet mellem farvenuancerne der er i fokus. Den rumlighed der opstår i mødet mellem farvefelters forskellige grader af lys, mættethed, styrke, dæmpethed, varme, kulde.
Det inderste lag i værket er malet direkte på væggen. Her uden på, i yderste lag hænger – ret monokromt malede – lærreder og hud monteret som lærreder. I huden er nogle steder aftryk af hænder, fødder og lange hår stritter ud.
Hudens farver og lærredernes farver spiller op mod hinanden. Nogen steder nærmer nuancerne sig hinanden og andre steder på væggen støder de sammen i disharmonier.
Ind i mellem disse to lag befinder to videooptagelser sig. Den ene af en natsværmer som, fanget ind af lyset, foretager de samme hektiske bevægelser rundt i lysets sfære igen og igen. Den anden af en flamencodansers armes bevægelser, uden lyd, armene former selv rytmen.
Hudens tilstedeværelse i værket er en allegori over kroppen. Jeg ser kroppen som fuldendt og ufuldendt. Vores kroppe er perfekte og de er hullede, beskidte, slidte, fejlfarvede. Kroppen er sat i fangenskab. Vi barberer, tildækker, indgriber kirurgisk for at tilpasse kroppen et ideal eller normaliteten. Denne tilpassen sig har mange psykologiske og adfærdsmæssige lag og jeg tror slet ikke vi er klar over hvor vidtrækkende den er. Det paradoksale er at vi ser os selv som frie individer, – og samtidig er vi bundet tæt op i en dybt rodfæstet adfærdskontrollerende social struktur.

At kæmpe imod denne svarer til at kæmpe imod tyngdekraften eller til natsværmerens flaksen, fanget ind i af lyset.

 

støttet af Kulturudviklingspuljen
Aarhus Kommune

Der er langt fra siena til orange
As the title indicates, colour is an important part of this work. – The words “siena” and “orange” can both be read as names of nuances of colour and as locations. The “distance” between the two has something to do whith my working method. It is neither what a given colour nuance could symbol­ize nor it´s expression as a singularity, but the col­lision of the colour nuances that is in focus. The space that occur in the collision of colour fields of different extends of light, intensity, strength, dampness, warmth, coldness.
The inner layer in the work is painted directly on the wall. On top of this hang – rather monocromely painted – canvases and skin fitted as canvases. In the skin pieces imprints of hands and feet occur and long hairs bristle out.
The colour of the skin and the colour of the can­vas confront each other. In some areas the nu­ances approach and in other areas they clash in disharmonies.
In between these two layers two videoworks are situated. One video of a zo moth who, paralyzed by the sphere of light, do the same movements again and again. The other is a filming of shadows of the arms of a flamenco dancer (no sound) The arms moving form the rhytm.
The precense of skin in this work is an allegory to the human body. I see the body as perfect and as imperfect. Our bodies are broken, dirty, shabby, miscoloured, – all in all useless, seen in the context of “a standardized perfectionistic view of human bodies”. Censequently hairs are removed, colour of skin is changed, everything remarkably different from standard is removed, female breasts and other parts of the body are changed in size and form. Finally we end up as identical. In totalitarian states the perfect citizen is unrestrainedly framed. In our free world we act as if this is different. But what about our bodies, being unable to differ from a strongly dominating conception of normality?
To fight this might correspond to fighting gravity or to the flapping of the zo moth, paralyzed by the sphere of light.

 

support: Kulturudviklingspuljen
Aarhus Kommune

L1310811